Bilorientering og klassisk rally:
Struer & Omegns Motor Sport skal arrangere både Nordeuropæisk Mesterskab i bilorientering og Danmarks Mesterskab for klassiske biler.
Struer & Omegns Motor Sport har indvilget i at stå som arrangør af ikke mindre end 2 store arrangementer inden for samme forår.
”Normalt gaber vi ikke over så store arrangementer samme år, men da Dansk Automobil Sports Union stod uden arrangør af årets første afdeling af det Nord Europæiske Mesterskab i bilorientering valgte vi at dele klubbens kræfter som arrangører ud på 2 arrangementer i stedet for 1”, fortæller klubbens formand, Jørn Mørup.
Det betyder, at det bliver klubbens Nordeuropæiske Mestre fra 2010 Flemming Jensen og Bent Mikkelsen, der bliver primus motorer i det internationale bilorienteringsløb, Struer-løbet, der køres fredag den 19. april. Poul Bo Madsen, der også tidligere har deltaget i den nordiske serie af mesterskabs løb er assisterende løbsleder, mens der også er blevet plads i løbsledelsen til Poul Verner Bertelsen og Niels Holst.
Dette femkløver har allerede ruterne på plads. Det er dog sparsomt, hvad der er offentliggjort om løbet, da ruterne er hemmelige for deltagerne helt hen til starttidspunktet. Dog ligger det fast, at starten kommer til at foregå fra en startportal ved Struer Brød på Industrivej i Struer. Inden da, har deltagerne været forbi Shell på Bredgade for at tanke bilerne og få foretaget den tekniske kontrol, der skal være af alle biler inden start.
Det næste deltagerne ved, er at målet er placeret i Ulfborg Skyttecenter umiddelbart sydøst for Ulfborg. Selve ruten bliver 50 km og er koncentreret om et industriområde og et skovområde. Der ud over skal deltagerne flyttes rundt med nogle transportetaper, hvor der normalt ikke gives strafpoint.
”Vi har valgt at lave en koncentreret rute på kun 50 km, da Struer-løbet er den første af de 2 danske afdelinger. Den anden afdeling afvikles allerede dagen efter på Thisted kanten med Thy Motor Sport som arrangør. Derfor skal deltagerne ikke bruge hele natten på at køre vores løb” forklarer løbsleder Bent Mikkelsen, der i øvrigt forventer ca. 30 biler til start.

Børge Holm og Jørn Mørup er blandt favoritterne til en sejr på hjemmebanen, når årets Nord Europæiske Mesterskab i bilorientering indledes med Struer-løbet den 19. april.
Lidt usædvanligt, når der er bilorienteringsløb i SOMS, er klubformanden, Jørn Mørup ikke med i løbsledelsen. Sammen med makkeren, Børge Holm fra Thisted, får han derimod chancen for en topplacering på hjemmebanen.
”De regerende mestre, brødrene Harald og Jan Søndergaard fra Ikast er favoritter, men vi vil gøre vores til, at de ikke skal starte forsvaret af sidste års suveræne guldmedaljer med en sejr i Struer-løbet”, forsikrer klubformanden, der kun kan trække frinummer som arrangør fordi han en god måneds tid senere står som løbsleder for klubbens store løb for klassiske biler: Dahl Biler – Vestjylland Classic.
Lørdag den 25. maj er Struer & Omegns Motor Sport vært ved 2. afdeling af FDM DASU Classic Cup. Mesterskabet er også kaldt DM for klassiske biler. Det bliver et spændende syn når så mange biler, der er kendetegnet ved at være over 25 år gamle, mødes til start hos Dahl Biler på Fælledvej i Struer. Inden da er de tanket op og gennemgået i en teknisk kontrol ved OK tanken på Bredgade i Struer.
Dahl Biler – Vestjylland Classic har en noget længere rute og der bliver da også tid til en pause hos Dahl Bilers nye bilhus i Holstebro undervejs på den 240 km lange rute. Målet er henlagt til Bowl’n Fun i Holstebro, men ellers er der ikke fastlagt meget om ruten for de ældre biler.

Mange klassiske biler som Niels og Rasmus Holst’s Mini fra 1979 forventes at deltage, når SOMS er arrangør af Dahl Biler – Vestjylland Classic
Klassisk rally er løb, der køres udelukkende på gode veje, og hvor der gives strafpoint efter hvor snert man kan ramme tiden ved indlagte tidskontroller. Der afvikles også sekundetaper, hvor der gives strafpoint efter hvor mange sekunder man rammer ved siden af ideal køretiden. Der ud over kan der gives strafpoint hvis deltagerne kører forkert på ruten og evt. mangler rutekontroller.
Med i løbsledelsen for det klassiske løb er foruden Jørn Mørup, Michael Nystrup Larsen og Niels Holst. Trekløveret forventer ca. 50 biler til start, blandt dem bl.a. biler som Porsche, Triumph og MG, så der bliver i den grad også noget at se på med de mange spændende biler.
Det er første gang SOMS står som arrangør af et løb for klassiske biler, så det bliver i den grad et travlt forår for Struer klubben.